Ordet selvudvikling har i vore dage fået forskellige betydninger. For nogen er det at lykkes løbe 40 km om ugen, for en anden at tjene en formue. For mig udspringer ordet selvudvikling fra Carl Jungs begreb Selvet – helheden i et menneske. Dvs. den vi er i vores sjæls væsen og essens, vores egentlige identitet.
Selvudvikling er i den forståelse, at opdage og tage sine essentielle kvaliteter til sig og kunne udtrykke dem i ens fysiske liv. Det indebærer bl.a. at anerkende og arbejde med egne skyggesider, dvs. sider af os selv vi ikke kan eller vil se, men hellere lægger ud på andre; at rydde op i mønstre hvor man bruger kontrol til at holde angst i ave – sider der gør, at man lever et begrænset liv i forhold til den man egentlig er, ens sjæls muligheder og kvaliteter. – Her kan du nok se, at processen på nogle felter har ligheder med psykoterapi.
Men i selvudvikling arbejder vi videre, for at forstå, at vores selvopfattelse – vores opfattelse om hvem vi er – oftest kun omfatter en lille del af det vi i virkeligheden er. Fx hvordan de ubevidste lag i os korresponderer med vores bevidsthed igennem livets forskellige aldre. I det ubevidste er der en visdom, der omfatter vores helhed.